FORM AF FRED (1919)
DEN daværende REGERING
TYSK MODSTAND
BIBLIOGRAFI
Siden wars of Louis XIV (r. 1643-1715) og den franske Revolution, kontrol af floden Rhinen havde været en tvist mellem Frankrig og de tyske stater. Den strategiske, geopolitiske og økonomiske betydning af Rheinland blev endnu vigtigere, da det udviklede sig til den største industrielle koncentration i Europa med sine kulminer og tung industri.,
Fredens vilkår (1919)
da den tyske regering sagsøgte for en våbenhvile i oktober 1918, udtrykte den franske marskal Ferdinand Foch den franske opfattelse af, at sikkerhed og hegemoni var synonyme. Han ønskede ikke kun brohoveder over Rhinen, men ønskede også at sikre Rhinen som Frankrigs”nye østlige grænse. Artikel V i våbenhvileaftalen af 11. November 1918 fastsatte, at de allierede hære skulle besætte Rhinens venstre bred, og dette blev afsluttet fem uger senere., De tyske myndigheder forventede deres ankomst med angst, da revolutionær aktivitet spredte sig over hele landet. Briterne besatte brohovedet ved K .ln og omgivelser med belgierne på deres nordvestlige flanke, og amerikanerne besatte Koblen.. Franskmændene besatte Main and og kontrollerede langt den største del af Rheinland med en enorm besættelseshær på 250.000 mand på sit højeste i marts 1920.
før åbningen af fredskonferencen den 18.januar 1919 havde den franske presse og indflydelsesrige forfattere som Maurice Barr .s understreget Fransk-Rhenisk affinitet., Den Rheniske befolkning, på grund af dens etniske oprindelse, kultur, og religion, var efter deres mening antagonistisk over for germansk, protestantisk, og autoritær Preussen. Også militæret og industrialisterne bad om annektering eller i det mindste oprettelsen af en uafhængig Rheinland nation. Disse ambitioner stødte på uoverstigelige indvendinger fra briterne og amerikanerne, der så det som et udtryk for fransk imperialisme. Først efter lange forhandlinger blev der endeligt undertegnet et kompromis i Versailles den 28. juni., Som leder af den franske delegation, Georges Clemenceau havde fået en dobbelt garanti for fransk sikkerhed: militære foranstaltninger i prisen demilitarisering og en femten-årige besættelse af Rhinlandet med sin brohoveder, samt en formel udvidelse af krigstidens alliance.
En gravid eksempel på den “Black horror på Rhinen” – kampagne mod den franske beskæftigelse af Afrikanske tropper på Rhinen, som kan findes i en af de mange brochurer redigeret af Deutsche Notbund gegen die Schwarze Schmach i München., Forfatteren, Bruno Stehle, citerer den italienske stater mand Francesco Nitti, der gav et interview til den Amerikanske United Press, arrangeret af Notbund:
Et uddrag fra Nitti”s interview følger: “at Påtage sig, siger han, at Amerika havde tabt krigen, og at Tyskland havde bragt sine regimenter til New York og Boston, og er beregnet til at holde dem der, for at sige femten til tyve år, indtil det havde indsamlet et bidrag på 100 eller 150 milliarder dollars, en sådan procedure kunne have været ubærligt for Amerikanerne., Men hvis tyskerne, for at sætte hån på alle hvide amerikanere, havde stablet regimenter af negre i byerne langs Atlanterhavskysten, hvad et hyl af impotent raseri ville da være gået ud., Og husk,” siger Nitti, “at disse Afrikanske regimenter er sammensat af vilde for det meste uberørt af enhver kontakt med civilisationen, og hvis de sejrende Tyskerne havde så krævet efter alt det formelle ydmygelse, at Amerikanske kvinder og Amerikanske piger skal i en eller anden form blive leveret til det kødelige begær af disse Afrikanere, Afrikanere knap fjernet fra praksis af voodoo og kannibalisme, alle af Nordamerika ville have genlød med rædsel på dette barbari og forurening.”
Kilde: Dr. Bruno Stehle, Skam Frankrig (München, 1923), s. 14.,
BESÆTTELSESREGERINGEN
formålet med Rheinland-besættelsen var at sikre, at tyskerne betalte erstatning. Alle politiske, militære, økonomiske, sociale og racemæssige spørgsmål, der påvirker efterkrigstidens Europa, interagerede på en kompleks måde i Rheinland. Under fredsforhandlingerne var der stigende separatistisk agitation. Alle efterfølgende franske regeringer støttede denne separatisme gennem det, de kaldte “fredelig penetration” eller kulturel propaganda. Rheinland Republic proklameret af Dr .. , Hans Dorten den 1. juni 1919 fordampede straks på grund af mangel på reel folkelig støtte, men i de sidste måneder af 1919 ændrede Dorten sit erklærede mål til en af Rhenish autonomi inden for et føderalt rige. Den største politiske kraft i Rheinland var imidlertid den Katolskeententrumspartei (Centerparti), der holdt sin afstand fra centralregeringen, men ikke støttede separatisme, og dens holdning begrænsede appellen til sådanne ideer., Men, borgmester i Köln, Konrad Adenauer, nærede private forestillinger om en grand West tysk/Rheinland staten tager sin plads ved siden af Preussen, Bayern inden for Riget, men dette var kun muligt, hvis Weimar-Republik brød sammen som følge af inflation og interne kriser. Forsøgi 1923 at oprette separatistiske regeringer i Rheinland og Pfal.under beskyttelse af den franske garnison, som til Tyskland syntes at true statens meget integritet, mislykkedes også på grund af manglende støtte og mistanke om franske motiver., Efter februar 1924 blev der ikke hørt mere om den separatistiske bevægelse i Rheinland.
myndigheden for øverstkommanderende for besættelseshærene blev betydeligt begrænset af indvielsen af Inter Allied Rheinland High Commission (IARHC) i januar 1920. Baseret i Koblenz, det var sammensat af tre kommissærer (Britiske, franske og Belgiske) under en præsident, den franske kommissær Paul Tirard (1879-1945). (Der var også et tysk co-valgt medlem og en amerikansk repræsentant, der havde observatørstatus., Mod tradition for militære fag og på opfordring af Briterne og Amerikanerne, der frygtede, den indflydelse af det franske militær, den IARHC var en civil administration og har handlet uafhængigt af regeringer, der er repræsenteret, selv om Tyskerne holdt aldrig op med at beskylde kommissionen for at være under stærk fransk indflydelse.
tvetydighederne og kompleksiteten i fransk politik sammen med den Anglo-amerikanske uvillighed til at fortsætte krigstidens økonomiske samarbejde går langt med at forklare de politiske kriser i 1920 ‘ erne., Den strenghed af fransk erstatning politik afhang i vid udstrækning på en amerikansk vilje til at subsidiere den franske opsving. Udsættelsen af en global finansiel og økonomisk fredsaftale tjente kun til at svække den nye tyske republik politisk. Ved to lejligheder greb besættelsesmyndighederne ind, da Tyskland ikke opfyldte sine erstatningsforpligtelser., I Marts 1921 de store havne i Ruhr (Ruhrort, Düsseldorf, Duisburg) var besat, og i januar 1923French og Belgiske tropper besatte Ruhr-efter erstatning kommissionen erklæret, at Tyskland ikke havde opfyldt sine kvote af træ leverancer. Et andet tilbagevendende tema i forhandlingerne mellem IARHC og den tyske regering var nedlukning af hemmelige våbendepoter og opløsningen af de forskellige paramilitære styrker, der er oprettet efter 1918. Det tyske sikkerhedspolitis aktiviteter som en kvasi-militær formation fortsatte også med at irritere de allierede magter.,
tysk modstand
fra besættelsens begyndelse havde Berlin besluttet, at den franske besættelseshær skulle hindres så meget som muligt, mens der skulle være fuldt samarbejde i de amerikanske og britiske områder. Denne politik var specielt designet til at opdele de engelsktalende kontingenter fra deres franske allierede. Da fredsbetingelserne blev kendt i foråret 1919, voksede den Rhenske befolknings fjendskab., Det blev drevet af de franske besættelsesstyrkers hårde foranstaltninger: udgangsforbud, proklamation af krigslov, hindring af kommunikation med de ubesatte territorier, postcensur og alle tyske embedsmænds pligt til at hilse franske officerer. De mange franske tropper og billeting af deres officerer i private huse førte til mangel på fødevarer og boliger. Franske mål om at sikre militær sikkerhed og økonomiske erstatninger var i strid med ideen om at vinde befolkningens hjerter og sind for at skabe en bufferstat mellem Frankrig og Preussen., Den tyske regering med succes iværksat en politik for passiv modstand under Ruhr besættelse af 1923. Bortset fra 188.000 mennesker, der blev udvist fra deres huse, dræbte de 132 tyskere og nogle franske og belgiske soldaters død, efterlod de undertrykkende foranstaltninger en arv af bitterhed, der til sidst blev en yderligere faktor i svækkelsen af Republiceimar-Republikken. Foranstaltninger truffet af den høje kommission mod protester fra højreekstremistiske grupper fremkaldte voldsomme protester fra Berlin, på trods af at lignende foranstaltninger blev truffet andre steder af de tyske myndigheder selv.,Tirards forsøg på “fredelig indtrængen” blev imødegået af den tyske regering med en heftig propagandakampagne, hvormed Berlin håbede at samle verdensopinionen mod Frankrig. I mere end fem hundrede publikationer ogpamfletter, fransk erhvervspolitik blev ødelagt, for eksempel ved at bruge magtfulde billeder af sultende tyske børn. Allerede ydmyget af selve besættelsen følte tyskerne endnu mere ydmyget af brugen af franske koloniale tropper., Titusinder af ” kulsorte vilde fra Afrika “blev beskyldt for at strejfe ud af kontrol over Rheinland, voldtage tyske kvinder efter ønske, inficere befolkningen og” forurenende ” tysk blod. I virkeligheden var der aldrig mere end fem tusinde sorte Vestafrikanske tropper stationeret i Tyskland, og alle var blevet trukket tilbage i juni 1920. Beskyldningerne om voldtægt viste sig sjældent at være sande, og generelt, den Rheniske befolkning ser ud til at have været mindre antagonistisk over for de franske kolonialtroops end for deres hvide kolleger., Den åbenlyst racistiske “sorte rædsel på Rhinen” – kampagnen, der primært stammede fra Hamborg, Berlin og M .nchen, og som var beregnet til at skabe antipati mod Frankrig, havde ikke desto mindre en stor international indflydelse mellem 1920 og 1922.
i slutningen af 1923 var der en stabilisering af den tyske valuta, der banede vejen for finansielle reformer og omlægning af erstatninger gennem Da .es-planen., Franske problemer med den fortsatte besættelse af Ruhr førte til tilbagetrækning af deres styrker i August 1925, og dette banede vejen for en mere omfattende sikkerhed traktaten for staterne i vesteuropa. Locarno-traktaten af oktober 1925 omfattede Rheinland-Pagten, hvor Frankrig, Storbritannien, Belgien og Italien indgik kontrakt for at opretholde ukrænkeligheden af både tyske og franske grænser, og den demilitariserede zoneone i Rheinland blev accepteret og garanteret. Amerikanske tropper var allerede trukket tilbage i Februar 1923., Britiske tropper blev derefter overført til Koblen.brohoved og havde deres hovedkvarter i .iesbaden. Frankrig, mens sammenkædning evakuering tæt med erstatning betalinger for at udtrække den størst mulige økonomiske og politiske kompensation, ikke desto mindre blev mere interesseret i at fremskynde processen., Pres fra den tyske udenrigsminister Gustav Stresemann kombineret med Anglo-fransk vanskeligheder med at opretholde besættelsen, og den videre omlægning af erstatning enig i den Unge Planen i sidste ende førte til en delvis militær tilbagetrækning i 1929, og en fuldstændig evakuering i juni 1930, omkring fem år, før den oprindeligt aftalte dato. I sidste ende gjorde allieret Rheinland-politik lidt for at tjene det tyske demokratis interesser eller de store vesteuropæiske magters sikkerhedsaspirationer.
se ogsåtyskland; kejserlige tropper; na .isme; besættelse, militær; racisme.,
bibliografi
primære kilder
Allen, Henry T. Den Rheinland besættelse. Indianapolis, Ind., 1927. reismllerller, Georg og Josef Hofmann. Zehn Jahre Rheinlandbesetzung. Breslau, Polen, 1929. Tirard, Paul. Frankrig på Rhinen: tolv års Rhin besættelse (1919-1930). Paris, 1930.
sekundære kilder
Barityty, Jac .ues. Fransk-tyske forbindelser efter Første Verdenskrig, 10 November 1918-10 januar 1925. Paris, 1977. Edgerton, Robert. Skjult heltemod: Sorte soldater i Amerikas krige. Boulder, Co., 2002., Edmonds, James Ed .ard. Besættelsen af Rheinland, 1918-1929. London, 1944 (1987).
h .ttenberger, Peter, og hansgeorg Molitor, eds. Franskmænd og tyskere på Rhinen, 1789, 1918, 1945. Essen, Tyskland, 1989.
vin, Fran .iska. Deutschlands Strom-Frankreichs Grenze: Geschichte und Propaganda am Rhein, 1919-1930. Essen, Tyskland, 1992.
Williamilliamson, David G. briterne i Tyskland, 1918-1930: de tilbageholdende besættere. Ne.York, 1991.
Dick van Galen Last